Hvad er mjød

Mjød er en honningvin bestående af tre ingredienser: honning, vand og gær. Honningen bevirker, at mjød er en forholdsvis sød vin. Sødmen kan dog variere, afhængig af, hvor lang tid den gærer. Længere gæring betyder færre sukkestoffer, og dermed en mere tør mjød.

Nogle mjødtyper tilsættes saft, for at opnå en bestemt smag, hvormed, der tilsættes sukkerstoffer. Dette resulterer i en sødere mjød. En tør mjød indeholder mindst sukkerstof.

Almindelig dansk mjød ligger på omkring 8-12% alkohol.

Der skal tre ting til god mjød.

1 - Honning.

Typen af honning har stor betydning for den færdige mjøds smag. Det er ikke ligegyldigt om honningen indeholder mange smagsstoffer. Det er heller ikke ligegyldigt hvordan man behandler honningen inden den anvendes til mjød. Det anbefales at anvende honning svarende til en sukkermængde på 22 %. Det vil give en færdig alkoholprocent omkring 12-13.

2 - Vand.

Helst almindeligt godt postevand eller kildevand. Ikke kloreret vand, fordi det kan ødelægge smagsstoffer. Heller ikke demineraliseret vand, fordi det ikke indeholder mineraler til brug for gæringen.

3 - Gær.

Der er mange valgmuligheder alt efter hvilken type mjød man ønsker at lave. Almindelig bagegær kan sagtens anvendes. Men ønsker man virkelig at lave pragtfuld mjød skal gærtypen passe til honningtypen. Vingærtyper er almindelig anvendt. Sauternegær giver næsten altid et godt resultat, ligesom portvinsgær også giver fortræffelig mjød.

 

Andre ingredienser.

Der kan sagtens bruges mange andre tilsætningsstoffer, også med fordel. Mange sværger til at tilsætte små mængder af syre, f.eks. vinsyre eller citronsyre for at få den rette blanding mellem sødme og surhed. Syren er desuden med til at udvikle smagsstofferne i mjøden under lagringen. Øvrige smagsstoffer kan være diverse krydderier eller evt. mindre mængder frugt mm.

 

Mjødens egenskaber

Man har gennem mange år anset honning og honningprodukter for at have helsebringende egenskaber. Det er nu bevist, at honning har en del helbredende egenskaber. Derfor anses mjød også for helsebringende. Man anser mjød for at give et langt liv. Mjød siges at have både lindrende og helbredende virkning overfor gigt, og skulle også have en præventiv virkning. Desuden virker mjød specielt godt mod nyrelidelser, idet den er urindrivende uden bivirkninger. Mjød kan også med fordel anvendes som fordøjelses- eller afføringsmiddel. Endelig fortælles det, at skulle man få rigeligt af mjød så undgår man tømmermænd. Også selv om det fortælles at en mjødrus kan holde i op til 3 dage. De fleste vil kende ordet eller begrebet ”honeymoon”. Det vedrører nygifte, der drikker mjød i en måned (a moon) efter brylluppet. Hvis mjøden er god fødes en dreng 9 måneder senere. Også det er vel bevis på mjødens fortræffeligheder!