Mjødens historie

Mjød er kendt fra mange kilder om oldtiden i Europa, Afrika og Asien. De arkæologiske beviser er mere tvivlsomme, og mjødens oprindelse fortaber sig i historien. Til gengæld er den betragtet som "stamfader til alle gærede drikke”.

Mjød menes at være verdens ældste alkoholiske drik. Den har været kendt og udbredt over hele kloden fra meget tidlig tid.

Mjød har spillet en vigtig rolle i nordisk mytologi. Skjaldemjøden blev brygget af jætten Suttung på blod fra den kloge Kvaser og gav den, der drak Skjaldemjøden, digteriske evner og et utroligt godt humør.

Et er mytologi, noget andet fakta. Honning omtales i sumeriske skrifter fra for 5000 år siden, og ligeledes fra det gamle Ægypten fra for 4000 år siden. Når det kommer til mjød har man vidnesbyrd fra ca. 700 år f.K. I Kong Midas’ grav, fundet i Gordian i Tyrkiet, fandt man en krukke med mjød. Det var brygget på honning og indeholdt 7,5% alkohol. Ligeledes findes der optegnelser der viser at vikingerne drak mjød. De drak også store mængder af øl og også blandinger af mjød og øl blev drukket. Mjød findes desuden omtalt i historier fra så forskellige steder som England, Frankrig, Grækenland, Tyskland, Irland, Norden, Polen, Tyskland, Sydamerika, Afrika og Australien. Altså en verdenskendt drik for guderne.

I dag er mjøden gået i glemmebogen og det er en skam. Mjød er en liflig og guddommelig drik med mange formål. Gæsterne vil begejstres over mjød som velkomstdrink, evt. tilsat en smule gin og serveret med isterninger. Eller man kan blande en frisk og let drink med mjød, citronvand eller bitter lemon, masser af is og citron.

Som et spændende alternativ til gængse dessertvine vil mjød være en god ledsager til alle slags desserter og oste.

Sæt mjød på bordet som et utraditionelt indslag til en god dansk frokost med sild. Serveres på samme måde og i samme mængde som brændevin eller portvin. Mjød er også et spændende og velsmagende pift til grillmaden - enten blandet med krydderurter som marinade til kødet - eller til at pensle kødet med under stegningen.

Bihold i middelalderen